Ordne den opvask, ringe til den pige. Ja der er facebook og mails, men det er et nummer for ordinært. Mange kender hende her i byen, så “walk tall”.
Kunne stryge de skjorter og dyrke mere motion. Gøre min online-precense mindre og mere “anonym”. Ikke at anonymiteten er målet i sig selv, men fordi det fascinere at indholdet står for sig selv. Hvis jeg da kan stå for mig selv.
Det er jo bare at komme i gang.
Istedet. Blev optaget af et kapitel i Alain de Botton’s bog “The Pleasures and Sorrows of Work” om småkagefremstilling. Et indblik i en verden hvor hele menneskearbejdsliv går med at optimere en sprøjtemaskine eller pakkelogistik til det nordeuropæiske marked. Det så læst velvidende, at sådan forholder det sig i alle arbejdsforhold. Små nicher bliver dyrket så intents, at formålet for dyrkelsen, kun står klart for de som dyrker. Ren Pareto. 20/80.
Det betyder så, at jeg nu går ned i mit lokale supermarked – “score-Føtex” Guldsmedegade, hvor jeg i mente nærmest aldrig nogensinde har scoret nogen henover køledisken, i de 10 år jeg er kommet der. Gå ned for at kigge på småkagepakker og tænke på “Bisca vs. LU”.
En dame i godaftentv. Krisepsykologen bliver så spurgt om “hvordan reagere du så, når du kommer ud til sådan en krise?”. “Ja jeg er lidt udenfor, har det på afstand og er der bare”. Studieværten er tydeligvis ikke imponeret. Sig mig er det bare det, tænker han nok. Det er da logik at man er udenforstående og så kan reagere mere velovervejet og være til støtte. “hvordan gør du så, når du møder en som har brug for hjælp?”. “Ja så gør jeg sådan her..”
Krisepsykologen rejser sig uden tanke halvt op fra sædet. Strækker armene ud og bruger dem til at lave en cirkel, som hvis man giver et kram. “Jeg gør sådan her”.
Altid den første januar, i måske snart de sidste 10 år i træk, har jeg en gåtur som jeg skal tage. Det er sådan en ting jeg gør. Kan egentlig ikke huske om jeg har skrevet om den før. Men det er vel i grunden også godt det samme.
Går hjemmefra og ud igennem midtbyen. Henover torvene og op langs strøget. Nogen år har jeg voldsomme tømmermænd og har haft en lorteaften. Andre år er hovedpinen væk og aftenen før har været en stor succes med kys og champagne. På den måde er jeg egentlig ikke så glad for nytårsaften. Man ved aldrig helt hvor den ender, gør man vel?
Langs med Spanien og ud til Tangkrogen hvor min far har en båd som ligger. I dag var græsset på Tangkrogen frosset på sådan en rar måde at når man gik på det, var det lige som at gå på en blød måtte som lige gav lidt efter. Det føltes sjovt og gjorde mig glad. Klapper båden med mide vanter, tænker lidt og kigger udover vandet, på båden og lidt ind i mig selv. Så vender jeg om og går hjem den anden vej igennem Frederiksbjerg, køber noget fastfood og går hjem igen.
Fra nu af, vil jeg kun kaldes knægt. Ikke mere guttermand, ikke mere søde troels, ikke mere dejlige troels. Ahh. Dejlige og søde kan måske nok gå alligevel.. Du må ikke sætte noget prefix eller sufix. Skarnsknægt, knægtbrød, hyldeknægt. Bare helt uden det, tak.
“komså knægt, op på hesten”
update 2009.11.10
Alt den navnesnak minder mig om Paul Simon. Ok.. hvad minder mig ikke om Paul Simon? You Can Call Me Al, ja du kan.