sønder

Vi starter med at antage du kender min fortid. Min knapt så hemmelige, men alligevel relativt ubemærkede fortid som eliteidrætsudøver og jeg fortsætter med at være sådan en som når mine mål.

Den perfekte u-perfekte type.

Det tager mig i virkeligheden længer tid at gå rundt om mig selv og snakke med mig selv om det, end at løbe den tur. Hjemmefra, ud i Risskov, owne bakken, hjem igen. 40 minutters løb eller deromkring. Ikke mere fordi jeg er doven. Ikke mindre for jeg ved det er godt for mig. 40 minutter. Plus det samme og lidt mere før/efter.

Den perfekte u-perfekte type.

Er begyndt at komme på banen igen. Ny turnering, nye sjove og gode træningsmakkerer, en generel mangel på udfordringer. Sport er det nye crack. Fornemmelserne er som før. Formen er tæt på. Forventningerne?

Kan ikke finde ud af, om jeg skal gøre noget ved det. Regnestykket kører i hovedet. For skal jeg starte igen med træningen? Hvad er målet? Et EM mere, et VM mere? OL? Omkring +15t/uge fordelt på teknik og fysik. Morgentræning et par gange i ugen og så møde sent ind på job. At gøre noget ved det. Det er næsten for nemt at sætte sig liv på hold. Hvis det da er at sætte det på hold, at lave noget man er god til. Kommer man så videre? Kommer jeg ellers videre?

Mine skulder og benmuskler kan allerede mærkes mere.

En e-mail:

Hej Troels Sønder – du er bare toppen!

Toptrænet.
Toptunet.
Toptjekket.

Du har nu trænet 250 gange. Med 250 gange i centret er du én af dem, vi andre ser op til. Bare vi alle havde din selvdisciplin. Men måske er 250 slet ikke et spørgsmål om disciplin? For hvis man synes noget er sjovt, så er det hele pludselig ikke så svært.

Har du lyst til at give andre din historie om, hvordan det er lykkedes dig at nå så langt? Send en e-mail hvor du kort fortæller, hvad du har gjort for at blive en toptræner. Så vil vi muligvis bruge dit eksempel på hjemmesiden og i centret som inspiration for andre, der ikke er helt så toptjekkede som du. Endnu.

250 hilsener,

fitness dk

Og så kigger jeg ned af mig selv. Det billede der, top top top, det syntes jeg nu egentlig ikke at jeg lige kan genkende. Men tak. Der bliver så ikke nævnt over hvor længe det så har taget at komme op på (åbentbart) 250. Var det på et år, fair nok. Det er det ikke.. Og de får det til at lyde, som det er en sekt. Det er det også lidt.. En happyhappy-helsesekt. Oh my, jeg er bare toppen!

Jeg har kun et at sige til hendehamder, som i morges ved 07.16 tiden ventede ca. 45 sekunder og tog elevatoren de 2 etager op til fitness, istedet for trappen og straks efter omklædning til spandex gik i krig med stepmaskinen (den der viser tegnefilm om morgenen, lærte jeg senere fra de to Århus N. trunter, der storsvedende skræppede forbandelser over at have valgt kondicyklen hvor man sidder ubekvemt, istedet for netop stepmaskinen med skærmen med den film med de små dyr i skoven, som de kunne huske fra da de var børn) :

“fjols”

På Stadion er der den regel, at når man presser sig så langt at man knækker sig efter et hårdt pas, bliver der klappet af alle som træner samtidig og råbt “flot min dreng”.

Sådan er stemningen desværre ikke i fitness dk, så jeg steg af spinningcyklen og løb ud, 5 sek før afslutning på sidste spurt.

Senere: Altså.. Kan godt se at det står uklart. Men knækkede mig ikke. Luntede udenfor, for at undgå det. Alle skulle prøve at presse sig selv helt ud engang imellem. Det er fedt :)

Uden andet pres end “skal vi ikke lave et hold..” har jeg meldt mig til DHL stafet igen. Det er så bare ikke for sjov i år. Vi løber for at vinde klassen. Eller deromkring. I det mindste. Turen ud til Risskov + rundt, minder faktisk lidt om ruten og så kan jeg træne op lidt skjult. Mig og min store mund.

Pisos.

Det bedste, det er lige et dagen efter, to måske, at der har været en byge. Kan også være efter et af de her snefald som alligevel er så små og ubetydelige, at det mest virker som pjat. Lige der er skovbunden lækkeblød og løbeturene giver mening. Nærmest æder stierne op. Åndedrættet falder hurtigt på plads når der er den smule fugt i luften. Benene suges måske en tand hurtigere tør for kræfter, men det er ok. For på de dage, der handler det kun om at “komme ud” – ikke om at skulle træne. Orker ikke når det er noget som jeg skal. Skal stå op, skal handle ind, skal træne for at komme i form, skal passe på mig selv når jeg siger hvad jeg tænker, skal ikke være så skråsikker. De ture i den skov når jorden er perfekt blød. Kan ikke forklare dem, men må vise dem.