sønder

WTF! tænker du. Vi kommer hjem til mig kl 3.49 og der emmer af karry.
Det er to dage siden nu, at den majskylling blev smidt i ovnen med den ketchup som garniture. Lugten kommer fra den ketchup. Forsøger desperat at bortforklare imens vi kysse og jeg (desperat) forsøger at få min hånd ind under din bluse. “Fordi du er så sød”.

Jøsses.

Fuglene synger nu. Det syntes du er sært. Hold nu op. Naturen fungere på den måde, selvom du er spritstiv. Der kl. 3.34 på vej hjem. Hvis nu jeg ikke hører Daft Punk “something about us” for mit indre ører, så ved jeg at den er gal.

Jeg var i byen i går aftes. Som så ofte før, dele et par pizz’er og en flaske rødvin. Videre ned på stambaren. Det var en rigtig hyggelig aften faktisk. Kigger ikke på prisen, for jeg er jo ikke studerende længere.. Topper op med et eller andet slam fra McD, på vej fra det ene sted til det andet. Kunne smage fedtet, hvilket selv på det tidspunkt føltes vammelt. Der er i det hele taget noget utrolig grimt ved Store Torv kl. 1 – 2 stykker om natten, selv sans Double Cheeseburger. Formåede enda at presse en rutineret danskvand ind. Syntes faktisk godt at jeg kan mærke forskellen fra den og så det at jeg gik hjem, da jeg alligevel syntes sprutten sad dumt i maven.

De bankede på min dør fra Kræftens Bekæmpelse. Jeg kunne finde 20 kroner og så i den unge fyrs øjne, at han tænkte “en 20′er.. helt ærligt..”

Min farfar, farbror og for nyligt en faster er døde af kræft.

Jeg er en nar.

Det slog mig “hvornår har du sidst haft en måned uden sprut?”. “Ja hvornår har du sidst haft en uge uden alkohol, uden selv en lille øl med drengene?”. Jeg kunne slet ikke huske det. Ugen uden alkohol har der nok været i løbet af det sidste halve års tid. Men en måned? Jeg kan virkelig ikke komme på det, selv her et par dage efter.

“Så hvorfor ikke bare holde den måned nu?”. “Come on. Det er bare alkohol, ingen tager skade af en øl”. Ja det er faktisk så ligegyldigt, at jeg sagtens kan undvære.
Kan så også godt undvære kalorierne.. høhø..

Den 31. marts delte jeg sammen med gode venner, en flaske rar Ripasso og spiste fantastisk pizza på en restaurant her i Århus. Min måned startede 1.ste april og der er i grunden intet odiøst i det.

Ordne den opvask, ringe til den pige. Ja der er facebook og mails, men det er et nummer for ordinært. Mange kender hende her i byen, så “walk tall”.

Kunne stryge de skjorter og dyrke mere motion. Gøre min online-precense mindre og mere “anonym”. Ikke at anonymiteten er målet i sig selv, men fordi det fascinere at indholdet står for sig selv. Hvis jeg da kan stå for mig selv.

Det er jo bare at komme i gang.

Istedet. Blev optaget af et kapitel i Alain de Botton’s bog “The Pleasures and Sorrows of Work” om småkagefremstilling. Et indblik i en verden hvor hele menneskearbejdsliv går med at optimere en sprøjtemaskine eller pakkelogistik til det nordeuropæiske marked. Det så læst velvidende, at sådan forholder det sig i alle arbejdsforhold. Små nicher bliver dyrket så intents, at formålet for dyrkelsen, kun står klart for de som dyrker. Ren Pareto. 20/80.

Det betyder så, at jeg nu går ned i mit lokale supermarked – “score-Føtex” Guldsmedegade, hvor jeg i mente nærmest aldrig nogensinde har scoret nogen henover køledisken, i de 10 år jeg er kommet der. Gå ned for at kigge på småkagepakker og tænke på “Bisca vs. LU”.

Altid den første januar, i måske snart de sidste 10 år i træk, har jeg en gåtur som jeg skal tage. Det er sådan en ting jeg gør. Kan egentlig ikke huske om jeg har skrevet om den før. Men det er vel i grunden også godt det samme.

Går hjemmefra og ud igennem midtbyen. Henover torvene og op langs strøget. Nogen år har jeg voldsomme tømmermænd og har haft en lorteaften. Andre år er hovedpinen væk og aftenen før har været en stor succes med kys og champagne. På den måde er jeg egentlig ikke så glad for nytårsaften. Man ved aldrig helt hvor den ender, gør man vel?

Langs med Spanien og ud til Tangkrogen hvor min far har en båd som ligger. I dag var græsset på Tangkrogen frosset på sådan en rar måde at når man gik på det, var det lige som at gå på en blød måtte som lige gav lidt efter. Det føltes sjovt og gjorde mig glad. Klapper båden med mide vanter, tænker lidt og kigger udover vandet, på båden og lidt ind i mig selv. Så vender jeg om og går hjem den anden vej igennem Frederiksbjerg, køber noget fastfood og går hjem igen.

Hvis mit liv var en film, så ville startscenen følge mig på gåturen igennem byen, på vej til arbejde. Nogle skud set fra mit perspektiv, enkelte forfra. Vi starter med det forfra. Jeg har tweedjakken på, lydpropper i ørene, og et lille smil i ansigtet. Nogle i profil fra den anden side af gaden, så man kan få by-miljøet med. Billedbehandlingen skulle være noget som i retning af de der engelske film som er lidt tæt på og ærlige. Ikke fordi jeg er som sådan rå og forhærdet i en mineby. Men fordi billedsiden er fed. Lidt kornet, ved du.

Lydstykket (som iøvrigt er for kort til de 10 minutter det tager mig at gå på arbejde. Men det kan man vel løse?) som skal spille imens den scenen kører, det skal være Danny Livingstones “Rudy A Message To You“.

Er det kun mig, som inden for 10 dage, bliver spurgt om vej 8 gange? Af turister, gamle damer, unge knægte, søde piger, flere turister. Må ligne enhver svigermors drøm. Bliver oftere stoppet når jeg er ude for at fotografere. “Hvad tager du billeder af?” spurgte de to turister på havnen. Jeg snakker om byens rum, lyset, skyggerne, om at deltage aktivt og opleve ens by. De kom et eller andet sted fra hvor alt stod stille. København tror jeg. Ingen Cafeer, nye kulturhuse, havneprojekter for byen, siddepladser i en park langs en å og den slags.

Smiler til alle pigerne på cyklerne. At smile til pigerne, det er mit sommerprojekt. De fleste smiler igen faktisk. Somom de slet ikke er vandt til at nogen interessere sig så meget for dem at de smiler, men istedet bare vælger at stå og glo som kvæg. Hold nu op. Det er sommer.

Jeg smiler til dig på cyklen fordi du ser sød ud.