sønder

Min morfar sov middagslur, siddende i stolen med en avis over hovedet, efter at han havde klaret dagens kryds og tværs. Løsningen, den sendte han altid ind med mit navn på.

nå men.. jeg var forbi.. kom (uden jeg ved hvordan) gratis ind. Sjoskede rundt og manglede pludselig et “jeg har betalt” stempel. Så jeg sagde “hey.. jeg er med dem der” Det var jeg nu ikke, men det virkede. Blev så tør i halsen, sagde “hey.. er x på arbejde?, ellers er det på den regning”, så jeg skylder vist nu..

Puha. Ligesom sidst.

Går hjem imens fuglene starter på deres sang.

I min medieafspillers søgefelt skriver jeg “Everybody”

7. Basement Jaxx “Everybody”
6. The Corrs “Everybody Hurts (mtv unplugged)”
5. Lily Allen “Everybody’s Changing (Live)”
4. Fredo Viola / deltasleep “Puss (Puss (deltasleep’s Everybody Look Through Your Hair Remix)
3. Martin Solveg “Everybody (Edit Version)”
2. US 3 “Come on Everybody”
1. Harry Nielson “Everybody’s Talking”

I DSB kiosken på hovedbanegården, helt skjult på andennederste hylde, bag et fedt inspirationsnummer af et interiørbilledblad og på hylden ved siden af den sædvanlige lufthavnsblanding af GQ, Maxim og Vogue Homme, stod de. De århusianske kopier af første nummer af Monocle. Tommetykt og giver genlængsel efter at rejse. Milano. Have et formål.. Kosmopolitik, verdensscene, internationaliserede analyser. Bemærkelsesvis mange danske reklamer og en manga der foregår i kbh.

Tjeck det ud. Bladr i det mindste igennem, hvis du kan finde en kopi hos din lokale bladpusher.

Min indre grammofon spiller det Superwolf nummer “Beast For Thee” på en evig repeat. Ren stillepop. Skovpop.

Skar mig igår på en artiskok-dåse. Ikke super dybt, men alligevel – så rent et snit at blodet kom lidt hurtigt. Har såfølgelig ikke noget first-aid kit, så måtte bruge malertape.. Men nu har jeg puttet et junglebogen plaster på.

Det er nemt at lade tiden gå. Glemme hvad man skal glemme. Gå i glemmebogen.

Mit ur er kommet tilbage fra urmageren. Det lyder ikke af meget. Men for mig er det meget. Ser du, uret er et arvestykke fra min onkel. Et Lemania – helt enkelt og med en flad kasse, fra omkring 1960 og dermed både dolce vita og vintage. Det er smukt og jeg holder af det som man skal med de særlige arvesmykker. Jeg kan se at jeg er kommet helt ud af vanen med at trække det op. Så nogen gange, er det som om at tiden er gået helt uden at jeg behøver at holde styr på den. Tiden går rigtig godt lige nu, syntes jeg.

Det her efterår måtte godt snart stoppe. Vil have frost på søerne, udsigten fra aros imens det daler, gåture under snegrene og varm kakao (med flødesmuk naturligvis).