sønder

Mine forældres hund, Frida, er blevet aflivet i dag. Min mor var lidt ødelagt i telefonen og jeg kunne ikke gøre andet, end forsøge at trøste. Hunden havde fået lungecancer og må have haft det dårligt i længere tid. Sådan går det.

De købte den, efter jeg var flyttet hjemmefra og jeg havde jo så aldrig et barnenært forhold til den. Det var mine forældres. Som vores gamle hund, hun var min.

Jeg kan stadigvæk huske, den første gang jeg snakkede i telefonen med min far, efter at de havde fået hende hjem. Han var så glad. “Nu prøver hun at hoppe op på skødet af mig”. Det var en amerikansk jagthund. En Chesapeake Bay Retriever. Atletisk, bestemt, beskyttende flokdyr, legene, jagthund vænnet til familiehund.

Det er ikke så meget det at hunden er død. Det sker. Men mere at jeg ved der nu bliver et hul. Hunden havde de med i sommerhuset, gik tur, gravede have (hunden gravede, min mor lappede), lukkede den ud når den ville ud og ind igen 30 sek efter. Sådan et hul jeg nærmest intet kan gøre for at fylde. Og jo heller ikke skal direkte.. Det er det der med, at ens forældre oplever noget som gør dem kede af det og jeg i virkeligheden er lidt magtesløs. Det er ikke så rart.

Denne post blev postet Monday, December 1st, 2008 kl 22.44 og er gemt under liv. Du kan følge eventuel ydereligere respons på denne post igennem rss feeded. Du kan skrive en kommentar, eller trackbacke fra din egen blog.