om at designe et skridt (og det næste)
Løse strøtanker om design af brugerstrukture af mindmaps på The Mindjet Weblog, følgende strøtanker om den successive metode.
1 Hand Rule
God put 5 digits on each hand to make counting to 5 easy for our arithmetically destitute ancestors and we got used to it. In the same vein, I recommend having no more than 5 topics at any one level. After 5 topics, the overall subject of the topics becomes muddled. Use the hierarchy.
Struktur ja. Undergruppering for at give gennemsigtighed. Klarhed for bruger. Hvordan bruger vi dette på vores weblogs, sovset ind i links til højre, adsence reklamer og tagclouds. Produktivitet/usab. Hvorfor skal vi opfinde den dybe tallerken, fremfor at bygge videre på gode teorier? Er det en god måde at sælge “weblogs bla bla bla” på?
Anden tanke går på dette citat:
MECE
MECE standards for “Mutually Exclusive, Collectively Exhaustive” and was developed by McKinsey as a framework for solving problems. I also think that it can be applied to mapping. The idea is that the topics should not overlap each other in their subject matter and all of the topics together should cover the topic completely. Easy for me to say, I know.
Jeg tænker her på Pareto princippet’s regler for ID af ressourcekrævende opgaver. Dernæst på successiv kalkulation, beskrevet af Steen Lichtenberg, brugt i tidsplanlægning. Mener her princippet om at ingen opgaver i den successive kalkulation må være direkte afhængige. Kendte usikkerheder som financiering, vintervejr, leverance, find selv på eksempler fra egen branche, grupperes for sig. De usikkerheder minimeres naturligvis efterhånden som de klarlægges. Så kan de beregnelige faktorer netop beregnes uden usikkerhed. Vi kan hurtigt bestemme prisen på gipsplader og kodearbejde udført i Bangalore eller varighed af inhouse udførsel af job for kunder. For at gøre det lidt mere vandt i blogtankegang, kan man pege til “The long tail“.